ej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har taenkt at leje
en Lejlighed--kaere, de har jo Raad til det ...

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen,
hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smor til England.

-Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Froken Kate Mourier i to, tre Aar,
spurgte:

-Hvordanne er hun vokset?

-Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let
bli'er i Provinsen, hvor de er de forste ...

-Kaere, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som
Vilhelmine.

-En god Figur, sagde Generalinden, der stadig taenkte paa Kate Mouriers
Eksterior.

Fru von Eichbaum taenkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier,
hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

-De rejser nok forst lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved:
Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren ... Det er jo
rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Ideassociation sagde hun:

-Ved Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa
Hospitalet.

-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilfojede ret ligegyldig:

-Behover hun det, Du?

-Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede
Fru von Eichbaum. Ved Naevnelsen af Summen syntes hun pludselig let
distraet, og hun tilfojede efter en lille Stilhed, ligesom eftertaenksomt:
Faderen var en fortraeffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i
Entreen havde faaet Tojet paa, sagde hun:

-Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Praedikener. Vejene til
Kapellet er ganske opblodte, og der er jo ikke et Menneske mere, man
kender.

Fru von Eichbaum hentede Praedikenerne, og Generalinden sagde:

-Tak Du ... ja, man laenges efter Petri om Sommeren. Der er ikke den
klare Tankegang hos de andre.

Fru von Eichbaum nikkede:

-Kaere, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entredoren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

-Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

-Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun skaelvede en umaerkelig Smule i
Mundvigene og Generalinden hastigt saa hen paa Sosteren i Spejlet.

-Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra
Cohn.