ne.

Ida saa ud mod det skridende Morke:

-Nu er det forbi, sagde hun.

-Naeste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

-Ja, sagde Ida hastigt og glad.

-Det maa vaere hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjaelpe hende Tojet
paa: Paa Deres Vaerelse....

-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

-Hvorfor?

-For det er forbudt.

Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:

-Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Doren efter dem,
da Ida sagde, glaedestraalende:

-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.

Karl lo, som han var betalt for det:

-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bod han Armen frem:

-Man byder vel Damen Armen, sagde han.

-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen:
nu er det jo Nat.

... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede laenge, for han kom op i sin
store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han laeste
ikke.

Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Naese.

-Nej, sagde han, dybt betaenksomt eller undrende: Man kender s'gu
alligevel ikke Fruentimmerne....

Og han blev ved at ligge og smile til Rogen af sin Cigaret.

... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun
kom op paa Gangen paa forste Sal, stod Froken Roed foran det aabnede
Skab.

-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De vaeret paa
Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har vaeret ude, sagde hun
og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt
Dejligt i Haenderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:

-Godnat.

Men Froken Petersen, der var ifort graciose Tojsko for Natten, havde
hort hende bag Doren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der
interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft
"Udgang".

-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Froken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har
vaeret i Theatret, sagde hun, saa hojt, saa det pludselig klang i
Gangene, og hun lob.

-Hys, Patienterne, sagde Froken Roed. Men de to Frokner horte bare, Ida
lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under
Gasflammen.

De horte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Sovne, ligesom i en vred Opsaet