g sagde:

-Ida, De skulde altid vaere i gult.

-Hvorfor?

-Jo, sagde han slovt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-staengel, og pludselig taenkte han
paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde kobe "Bakken".
Det er en Smorgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den
jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

-Men saa kan man da faa Recks ud....

-Hvorfor?

-Jo, erklaerede Karl med sin torre Stemme: for det er no'et Pak.

-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa
glad og at hendes Ansigt straalede.

-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.

Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Haenderne i sine Lommer, sagde
glad:

-Der kan dog vaere rart i Kongens Kobenhavn, hva'?

De talte gladere og ligesom hinanden naermere. Ida talte om Olivia og
Villaen og Jorgensens--det gjorde hun altid, naar hun var glad--men
pludselig sagde hun:

-Uh ha, hvor han talte hojt....

-Hvem?

-Han, Elskeren, sagde hun.

Karl lo:

-Ja, man maa jo hore ham.

Ida sad og saa ud for sig:

-Men alligevel, sagde hun sagtere.

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede
sammen over deres Regnskaber.

Karl sad og smilte og saa paa en Flaskehals.

-Har De nogensinde vaeret forelsket, Ida, sagde han.

Ida saa op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende
forbi.

-Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv,
hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig taenkte paa, hvis det ikke
var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmorke Stuer--:

-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og sogte at smile: Jeg har nu tit
vaeret bedrovet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Ojnene:

-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.

Og de sad lidt tavse.

Ida saa ud i Salen, hvor der var halvmorkt og de fleste Blus var
slukkede:

-Men de er alle gaaede, sagde hun forskraekket.

-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.

De fik den og Likor ogsaa, som Karl skaenkede. Han blev ved at have
saadant et mildt Vaesen og en blod Stemme, mens de sad endnu en lille
Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de
sidste Gasblus, saa Morket traengte ind til dem. Der var ikke andet Lys
end Lyset fra Kandelabre