forslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
Eller mon det vaere kan
nye Haves Fraadebelte,
Graendsebolger, som fremvaelte
fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde vaere
falske Svaners Linjehaere?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa forste Varselsskrig
al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Graendsesnor,
Havets Graendselinjes Raekke
for de evige Seiladser,
skabt af solvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig straekke?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig haever frem?
Eller mon er Havets Ode
Moderskjod for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrode
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent Oie,
i hvis Baeger
Tanker, omme, skjonne, hoje,
funklende sig frembevaeger!"

_Sofolkene_[1]
"Det som skinner
vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
Det er England,
solbelyst,
Klipperne ved _Dover_.

[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang:
Have you been
at Greenwich fair,
bonny Lady, Highland-Lady?
Have you seen
a Lady there,
bonny Highland-Lady?]

Fol det friske
Livsenspust
alt fra Gammel-_Englands_ Ege!
Vimplens Tunge,
som beruust,
kan i det alt lege.

_Kentshire's_ Enge
har deri
sode Blomsterdufte blandet;
Somandshjerter
vimpelfri'
juble imod Landet.

Hist see _Englands_
Grundvold staerk:
muslinghvid Cement fra Grunden!
Frihed har sit
Forsvarsvaerk
midti Havet funden.

Gud har bygget
om dens Hjem
staerke hoie Bastioner
netop hvor det
vender frem
mod Europas Throner.

Shakespearcliffens
hvide Hvaelv
vesterud er Marmorfoden,
hvorfra Seirens
Dronning selv
stolt behersker Kloden.

Klippen mere
hvid end Sne;
natsort Muld derovenover;
gronne Enge
--Flojl at see--
gaae i lange Vover.

O hvor herlig
saadan Grund
maa for Englands Ege vaere,
som til Frie
yde kun
sine Krandses AEre!

O hvor herligt
for en Mand
der at leve, boe og bygge!
Og hvor herligt
hviler han
under Egens Skygge!"

III
Drommesyn

Tvende Timeglas forbi--
og vi horte
Egene iland sig rorte,
susende, med Ord deri,
som om mange Maend paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egeroddern