idste,
paa det Sted ivejen var
--for Exempel falske Kviste,
som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde,
som begeistret har ham fulgt,
og som viser ufordulgt,
at hun onsker han skal vinde,
op ifra sit Saede staaer,
brusende af Flor og Fjedre,
raabende: "o, endnu bedre!
O hold ud! hold ud! vaer tapper!
Nok et Tag! _Encore! encore!_"

Og min Anna, Anna, rort
ved de Lovord, hun har hort,
om den Elskte--_Anna_ klapper
jublende i sine Haender.
_Francis_ seer og horer det;
thi han Hovdet didhen vender,
ryster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb..
endnu et--alt Stangen svajer,
saa jeg hoit af Skraek maa skrige..
endnu eet--igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb..
eet endnu...det sidste skeer..
Prisen i hans Haand jeg oiner
(just en Bryllups-Solvpokal)...
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu haeves,
Rosten hoiner
jeg af al min Magt forgjaeves.
Da medeet--det sidste Tag
var alt gjort--et Knaek! et Brag!
Det er Masten!.. Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de forste ti Sekunder..
Kun, idet min Sands gaaer under,
horer jeg i Folkets Skrigen
hoje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Son
og mit eget dybe Ston
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
"Johnny Johnson!" saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjaerer,
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer--ved min Fod
segner blegnet Hertuginden..
Blegnet? Nei besvimet.. Kinden
farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt,
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det forste Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
_Mary Ann_, min egen Kone,
_Mary Ann_, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Son tilhjaelp jeg hasted ...
Ak, tilhjaelp?--nei, for at vide,
om der skulde vaere Liv.

Ak, min staute, vakkre Son,
alle Sorgers rige Lon,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjon,
laa med sonderspaltet Hoved...

Af den skraekkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjondt Doden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Slovheds aekle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedoven,
ved en Taenkningens Beroven,
endnu laenge den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
--Laegens Sogen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage-