l kun de Ordre har;
og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener
noksaa modigt de fremsaette
som Sentenser og som Gnomer,
uomstodte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjaeftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjore
--"Notabene rationelt"--
uden at hun Navn fik hore
eller af den hele Rore
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: "hoist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Faenomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tor
see ham rolig ind i Ojet;
og hvis godt han er fortojet
eller stille, aabn hans Dor!"

"Strax, Mylady! strax paa Timen!"
...Laasen klirrer og med Bragen
Egedoren aabner sig...
Damen med et raedsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Doden ganske liig.

"Seer I Traeffet? skreg den Gale.
Seer I nu, det hjaelper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjaelper ikke at forskandse
sig mod Skromt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!"
Og ved pludselig at boje
sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit Oje,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
"Af med denne Paafuglhale!"
Perlebaandet op han lukte,
stro'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt Ojet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Folget sig at drage.

"_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved--
Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde--siig mig, Kvinde!--
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
_her_, just _her_, just _her_ paa dette
graesselige Sted med mig?"

"Johnny! o!--brod _Mary_ ud,
kyssende hans magre Haender--
o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg _her_ og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.
Ingen Magt skal heller maegte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trost i Eje,
daglig Dig at kunne pleje."

_Johnny_ blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, fort
af et Lufttraek, grant blev hort
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare Oinene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvids