var tilgivet og betalt
--ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefaerd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid,--
skjondt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Fraenke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
--Baaden og mit Lodspatent--
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store morke Ager,
hvorpaa Brod for Lodsen groer,
naermere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjaelp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog--
kort hver Dag min Nod tiltog,
saa alvorlig taenktes paa,
ud en Dag tilsjos at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.
Medens i saa morke Tanker
jeg udover Sjoen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Doren banker,
og en Sjogut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
for han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjomandshatten,
og med naesten Raedsel Haaret
--langt og glimmersort som Natten--
saae jeg ganske taet afskaaret.

"Fa'r! min Eneste!--Hun bad--
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at vaere dig en Son!
Du kan ikke leve ene.
Francis laerte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brod tilsjos fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager--
Kjaere Far, det er et Ord!"

For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;
og for Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.
Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bonner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjaelp af Munden,
indtil det sig taenke lod,
at, ved Hjaelp af Tid og Flod,
_Anna_ havde Havnen funden."

IX
Agterspeilet

_Anna_ havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Dogns Forlob,
vi Southamptons Havn forlode:
London bod os bedre Kjob;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten naer, for slappe Seil,
forer Strommen hen til Siden
Braedtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
"_Hastings, Pilot, Numero three_."

* * * *