ting Lovens Tysthed...
Gentlemen, det skal I hore
af min stakkels Hustrus Skriften,
skjondt det er en sand Forgiften
af et nordisk, skyldlost Ore.
Ja hvis Nogen ind vil see
i hiin lastefulde Verden,
med Uskyldigheds Forfaerden
er det kun, at det kan skee.
_Mary Ann_, ei mange Dage
efterat hun op var bragt,
skulde hjem fra Cherbourg tage,
da hun ved Mylord, der sporte
Rygtet efter paa sin Yacht,
blev af nogle guldbesnorte
franske Tjenere med Magt
i en lukt Kalesche stukket
og saa hurtigt fort, som Spandet
Saeletojet ud fik strukket,
til Paris, til selve Lorden,
til Paris--o Navn forbandet!
det vanhelligste paa Jorden!
Mens paa sidste Poststation
friske Heste forespaendtes,
forekom det som det haendtes
af den vimse Artighed,
som tilhorer _den_ Nation,
at den praegtigst galonerte
Skurk, som forte Reisen an,
sprang fra Kudskesaedet ned
og i Doren praesenterte
Mary et Glas Viin og Vand...

Virkningen var staerk: Hun sov
til hun alt var Lordens Rov.
Da hun vaagned, alt vanaeret
havde hun en Time vaeret.
For til en Fortaellings Ende
Synderen var kommen om
Elskovs Raseri for hende;
at fra Orlogs hendes Mand,
som ei kunde eftersporges,
neppe meer til Cowes kom,
men at der i Engelland
for hans Far og Barnet sorges;
at i Glands og Lyst hun skulde
nyde Livet nu tilfulde...
netop da det Sidste hortes
som en Susen, Marys Pande
af en Febers hede Brande
indtil Raseri berortes.
Raseriet stred sig mat,
og oplostes i en Nat,
der i Uger hylled ind
Marys sonderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen;
men da Livet kom igjen,
og hun laa med halvlukt Blik,
hvorforbi det Hele gik,
Hun en Hevn, en slangefiin,
under det betaenkt udrugte--
en, som hende selv vel slugte
og fordaerved Sind og Hu,
en, paa hvis Udviklingstrin,
et for et, den Engel faldt,
som Beboer var endnu
af den kraenkede Gestalt.
Men den Hevnplan, om den gled
efter alle hendes Traade,
maatte i Elendighed
styrte hastigen Hans Naade,
gjore ham liig et udsuget
gjennemsigtigt Mygskelet,
dinglende i et udbuget
vaeldigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemaerke
--hvad i tusinde Tilfaelde
for Undtagelse maa gjaelde--
at den forste stjaalne Nyden
kan en Flammes vilde Syden
hos Vellystningen forstaerke.
Man har ogsaa sig notert,
at til Sjel og Charakteer,
og ei blot til Legem, er
Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde
havde klaekket som idromme,
var da, over ham at vinde
uindskraenket Herredomme,
og derefter langsomt spaende