um,
som paa Mennesket kan falde?
og hvormeget deri vejer
det som Folk Tilfaelde kalde?
...o naar Sligt jeg taenker paa,
mine Tvivl som Mollestene
hvirvlende i Hovdet gaae,
knusende min Barndoms rene
skjaere Tro til Stov og Rog,
og min Tunge maa dem tjene
viljelos til gudlost Spog.
Thi et Slag, hvis Knusen standser
ikke for end Hjertets Banken,
har, som om et Vandfalds Brusen
gjennemstyrtede mit Hoved,
reent forvirret mine Sandser,
og forjaget ud af Tanken
hvad jeg engang Jesus Christ,
Praesten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist,
at i Himlens Engles Sted,
som i eget Himmerige
glemme Jordens Sorg at blidne
(og man kan dem ei fortaenke,
at de selv ei komme ned)
havde tyst en venlig Enke
med sin lille Tiaars-Pige
vaeret til den Scene Vidne.

Hun, som Husets egne Hygge
under hoie Traeers Skygge
alt forlaengst opdaget har,
eneste Liebhaber var.
Og da Pigebarnets milde
taareblaendte Oje bad,
at hun ikke skulde skille
Drengen og hans Hjemsted ad,
og da hvad hun saae og horte
om den forsorgslose Armes
hundetro Taknemlighed
imod Ham, man bar afsted,
hende selv til Hjertet rorte,--
over Drengen hun forbarmes,
blev ham strax i Moders Sted.
Selv en Son, af samme Aar
som min Dreng, og om ei lige
just af Ansigt, dog af Haar,
og med samme Rankhed skabt,
havde Enken nylig tabt,
saa den lille vakkre Pige,
klappende med sine Haender,
hoit af bare Glaede skreg:
"Moder! o min kjaere Moder!
Hvad os denne Time sender!
--dig en Son og mig en Broder.
Nu jeg faaer igjen en Leeg."

Snart en Stotte og en Trost
blev min Dreng den gode Enke.
Neppe fyldt det tolvte Aar,
han tilsjos som Youngmand gaaer,
for at kunne hver en Host
hende hele Hyren skjaenke
--hende, ja det Hele naesten;
men til "Soster Anna" Resten,
Hun, som for hver Reis, han foer,
voxet var saa smuk og stor,
at omsider ham den Tanke
syntes ganske desperat,
at den hoje, smukke, ranke
Jomfru havde bedt sin Moder
om at faae ham til sin Broder
eller Legekammerat.

Men Presenterne til hende
(smukke, fine, franske Sager,
som ei stolten Lady vrager)
bleve, for hvert Aar, som gik,
skjonnere, som Hun derhjemme;
og den Travelhed, det Blik,
hvormed Alt blev bredt paa Bordet
ifra Ende og til Ende,
sagde tydeligt som Ordet,
at han ikke kunde glemme.
Men den sidste Gang han foer
Frankrigsfart til Koffardiis,
bleve tvende Ringe fundne,
med en Haarlok sammenbundne,
mellem Silketoi og Flor
fra Marseille og Paris.
Lige som to Draaber Van