Dode
paa de straalende Banketter,
paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de hoifornemme Gjaester,
mylrende i Hundretal,
maegter ikke at fremkalde
ved Musiken _a la_ Strauss
i beromte Brighton-_Routs_
mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlaengst henvisnet Siv.
--Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nogler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Ogler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Daemoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.

Forst jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Somandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
aedlen Harpe klang derinde,
og en Pige
skjon og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte _Jeg_ vel lytte!
under Lovets Haeng mig snige,
til hun Sangen havde endt,--
_Jeg,_ som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
_Jeg,_ som kunde
Livet bort for Doden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?

Doren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Solvernet,
sad en hebeskjon Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebestotte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han--_Han_, som helst velsigned--
straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
tankebojet,
veehensjunken, kummertraet,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i Ojet
viste, at hun havde graedt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms forste Blomst?
Atten Aar--meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.

Laeben lydlos sig bevaeged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids solverblaae,
Skyggen af en Yngling praeget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
hore atter Pulsen ile,
fole Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod
svaevende paa flygtig Fod:
fremadbojet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
"_Francis_--sagde hun--er her!
_Francis_, o du er tilstede!
Denne sode