een_",
"_Hero_", "_Royal Sovereign_",
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange taendt ibrand,
"_Triumph_", "_Caledonia_",
"_Windsor-Castle_", "_Victoria_",
--alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.

O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Faestningsgrave,
ovenfra, naar Synet hoined
sig mod Sky, i Dybet oinet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Dodskasteller,--
o, her kunde
Doden, om den var en Aand,
og ei burde taenkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belaesset
med Fordaerv, med Ljaen hvaesset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Dodeliges Magt,
uden Traekket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Laebe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Daemonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade hojt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.

--Lodsen var og blev maerkvaerdig:
under al vor Opseilads
tomte taus han sine Glas,
og for hver beromt Fregat
var han faerdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjaekt og godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarod Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Daeksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
"_Ho, Johnny! ho! How do you do?
Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
Sing, Sailor, oh!_"

Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjor fornojet,
traadte Vreden frem i Ojet,
som om gjennem Lovets Dunkle
brandguul og til Spranget bojet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i naeste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rod
ud i Nattens morke Skjod;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent
som en Love eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens blode
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klo'de.

Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod