Engelland
under Havets Bryn sig skjaerer
som en bleg
neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
"Ret i Nord en snehvid Sky,
der i Hoiden stedse stiger,
liig en buet Solvergjord
over Horizonten spaendt!"

..."Hurra! det er gamle Norges
snebedaekte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
som os minder,
at Seiladsen snart er endt."

XI
Hardanger

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedoves og forglemmes,--
hvor sig Had med Had forsoner,--
hvor usalig Lyst til Synder
daempes, Lidenskaben taemmes,
Loven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Naervaer
i Naturens Majestaet,
i hans Almagts Hoihed klaedt,
og ved Folelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjaer,
som en Glories Straaleaere
hvormed Hoj og Tinde pranger:
--da forvist det Sted maa vaere
i det deilige _Hardanger_.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gudlos Last, som kommer did
flygtig, ved et vildt Tilfaelde,
bliver from medeet og troer...
Sted, hvor en fortvivlet Anger
foler klart sin Skabers Vaelde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortaere:
--o da maa vel Stedet vaere
i det deilige _Hardanger_.

Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender modes,
uvilkaarligen de nodes
til at standse sine Fjed
og udraekke Haanden begge,
venlig Arm i Arm at laegge,
slagne af den sode Fred
i Naturens Herlighed...
hvor Forfaengelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjaende
hellig viet Tempeldom...
hvor Naturen taler Trost:
Fjeldet som den issehvide
bornekjaere Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Rost,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter laere
gamle Toner, svunden Lyst:
--o da maa vel Stedet vaere
i det deilige _Hardanger_.

Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled
Alper frem af Dalen stige,--
hvor ved den krystalne Brae
blomstrer snehvidt Abildtrae,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer,--
hvor en Kilde forst sin Sang
kun mundharpespaed begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at