forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og maegtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjonne Rige, Dalen...
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestaet og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers gronne Baand,--
hvor de blide Bakkehaeld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i lovbekrandste
gronne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjonne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Rog fremblaaner,
og det hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning--
o hvor findes saadant Sted,
disse lovbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige _Hardanger_?

XII
Besoget

_Der_ paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen...
_der_ endnu lidt laenger oppe
paa den lovbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Haengebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vaegge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefaeller
rolige, tilfredse fandt.
Det var Sondagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter forste Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side
ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Taerskel med sin Straale naaede,
vaekkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning,
men en Ojets Tryllehildning
(thi jeg svaerge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Doren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
_Mary Ann_ faldt Ojet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bojet ved sit Bord
laesende i Herrens Ord.

"Johnny kommer strax"--hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag--
Han er blot ved Stranden nede,
Faerdingsbaaden at berede
til vor K