i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var, til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i Ost
spraengtes Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i _Hiere's_
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var lost,
var ei seen at gaae ombord.

Forend Aarets forste Host,
Lovetandens Foraarssne,
falden var for Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus:"den slemme,
unge Lord skal vaere hjemme"
Men saaledes til det gik,
at vi selve _Bonny_ skyldte,
at en Frist vi endnu fik
for den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Host og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter Vedbendstokken,
som var langsmed Vaeggen dragen,
friske Gront paany udspraengte,
saa den over Doren haengte
som et lysegront Gardin,
fik den Gamle, som han taenkte,
at bestille hele Dagen
Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i Pintsetiden.

Taenker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg horte selv dens Lyd,
med hvad Uro sod i Tanken,
med hvad Slag i Pulsens Bolge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget Folge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Vaerftet hjem,
hvor jeg dagligen arbeided!
Taenk det Oiekast, hvormed
jeg i Doren overmaalte
hele min Lyksalighed!
Taenk hvor langt og lyst det straalte,
for i samme Oieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine Hjerteskatte:
Hende, som mig forst imode
med udbredte Arme gik,
Oldingen, hvis Vink betode,
naar med Fingeren han tyssed,
at den Lille sov, han vyssed,
forst og sidst min Francis saa,
Englen, som i Vuggen laae!
Men en Kvel--just Himlen loste
sine Stromme; ned de oste,
som naar vaeldig Bradsjo bryder
indigjennem aabne Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig saenkte lavt,
som om Alt de vilde knuge,
kvaele Alt i deres vaade
Tepper, Alting som begravt,
saa at Parkens hoje Traeer,
syntes langtfra som en Flaade
fuld af seilbedaekte Raeer...
Denne Kvel, skjondt neppe Aaret
ind i Junius var baaret,
var af Regn og Skodd saa mork,
som en Aften vel kan taenkes
i November, Tidens Ork,
hvormed Host til Vinter laenkes,
Maaneden da Satan fodtes
og da Paradiset odtes...
Denne Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;