Slaven ud paa Pinebaenken
for den voldelige Kraenken,
han forovede mod hende.
Derfor, skjondt hun overlegen
var i Charakterens Styrke,
hun beslutted dog sin egen
Aand med anspaendt Flid at dyrke.

Den Beslutning horte Lorden
jublende og henrykt paa.
"Nu er Alting i sin Orden;
nu vil hun til Ro sig slaae,"
taenkte han, og naeste Dag
finder bukkende langs begge
Forgemakkets laengste Vaegge
Professorer for hvert Fag.
Nogle Maaneder passerte,
Naetter, Dage hun studerte;
inden selv hun taenkte det,
var en Dame hun komplet.

Prisen hojere, hver Gang
Lorden naermed sig, hun hang;
og naar rasende han gik,
kunde med et enkelt Blik
Mary Ann om sine Fingre
Lorden i hans Rasen slingre.

Kort da gamle Lorden just
opgav sidste Aandepust,
over Sonnen, som man sagde,
for det Levnet i Paris,
som han hemmelig tilbragte,
Ingenting ivejen var;
men i Kirken _St. Sulpice_,
til et offentligt Beviis,
bleve de et AEgtepar.

Nu kom Planens anden Akt:
at faae Lorden odelagt,
gjore Resten af hans Dage
(og hos slig tilbunds Fortaeret
havde der alt laenge vaeret
liden Levekraft tilbage)
til en Kval, der kunde drive
Uslingen til sig at tage
i en Ruus maaskee aflive.
Og han var alt meer og meer
ganske hendes Slave vorden,
saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er,
at, af Laengslerne forbraendt,
--disse Laengsler af hvis Vaekken
Mary gjorde kun en Gjaekken,
som for ham blev aldrig endt--
havde han en Nat sig lukket
inde med en Kurv Burgunder;
og da Doren op blev brukket,
finder man ham steendod under
det med Flasker fyldte Bord,
hvor den sjette ud var drukket.
Saadan dode da Mylord.

For hun vel det kunde taenke
Mary var en fornem Enke.
Barnlos, engelsk, smuk og rug,
ung og i Paris at leve--
var jo Alting i Forening,
som kan En i Velten haeve,
gjore topmaalt lykkelig
efter hver Parisers Mening.
_Lady Norris_ (Marys Navn)
virkelig kom snart i Mode.
Snart af _Ducs_, som vil i Havn,
snart af Grever og Markier,
der vil see igjen paafode
sine synkende Formuer,
svaermedes hun stedse om,
liig af sugelystne Bier,
magre Myg og sultne Fluer
honningfyldte Rosenblom.
Medens Hun, af Indfald blot,
der som Engelsk liktes godt,
syntes Engelske at sky,
hendes Omgangskreds isaer
--stedse storre, stedse ny--
gammel fransk Noblesse var;
og ud af sin Frierhaer
Hun i sine Planer har,
Den at vaelge allerhelst,
som er adeligst og aeldst.

Gjort var Valget. Thi i slige
Fortrin kunde Ingen hamle
op imod den