d
trilled de af Etuiet.
Rask greb Anna til; men Han
stod som med et Mord betynget,
beed i Neglerne og tied;
thi paa deres indre Rand
stod gravert et A og F
i et Hjerte sammenslynget.
...Nok! For Ynglingen et Traef
--Seer De, der er Traeffet atter--
havde for min Francis friet
til hans anden Moders Datter;
og ved nok et Traef endnu
klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede,
og med Modres kloge Hu
skaffed hurtigen hun Rede
i Forvirringen, hvormed
Begge, alt til Panden rode,
robede sin Kjaerlighed.
Og den hele Klaring skede
blot ved Armen ud at brede,
saa de lykkelige To
inden Moderfavnens Ro
holdt sit forste Stevnemode.
Francis havde sytten, Hun
i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide
mange sorte Traeffer glide,
skjondt de, efter Francis' Alder,
kunde begge snarlig vente,
at ham Flaaden, efter blotte
Orlogsrullen, vilde hente,
og at deres Eden maatte
falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende
Maaneders for snare Ende,
Tordnen hid fra Portsmouth skralder,
nemlig det Kommando-Ord
ifra Admiralens Bord,
som til Orlogs Francis kalder.
Strax ombord han, som Matros,
skulde i _the Albatross_,
sendt til Oerne at gribe
Rovere og Slaveskibe.
Men da Pigen horte dette,
syntes hendes Sorg at lette.
AEdel svaermersk og hoihjertet
Reisen hun et Korstog kaldte,
ja en Tidens Ridderfaerd,
hoit om Englands Haeder talte
og om Sortes Brodervaerd,
sagde Afskeden ei smerted,
skjondt de rodforgraedte Oine,
Barmens Bolgen, Stemmens Klang
robede de stolte Logne,
som hun over Laeben tvang.
Og da Oieblikket kom,
da i Baaden Francis stiger,
segned hun, som andre Piger,
i sin Moders Arme om.--

Medens Francis Alt saalunde
fik mig kortelig fortalt,
havde ind mod Land vi halt,
saa man Folk paa Kaien kunde,
med saedvanligt Oje, nok
kjende ifra Steen og Stok.
Men imod Forelsktes Oje,
naar de To har maattet doje
Savnets vaerste Kval: at vente,
staerbefaengt er Falk og Glente.
Thi, skjondt endnu tusind Alen
borte fra vort Landingssted,
springer Francis op som galen,
rykker naer min Arm af Led,
svinger Hatten: "det er Hende!
Fa'r se der! Hun maa mig kjende.
Ja ved Himlen! ja hun gjor!
Seer du Anna der? Hun vinker
tydeligen med sit Slor.
Skuldermand! hal ud, hal ud!
Ve, om en Sekund du sinker!
Det er Anna, Fa'r--min Brud!"

Men et Traef--et af de rette
sorte Traef--som Pileskud,
ondskabsfulde Magter saette
midt i Hjertet af de hvide--
netop et af rette Art