gamle Tiders Minde.
Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Hojen ragte
mellem begge Flojes Mure,
lig fiirkantede og butte,
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Graendser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgron Mark,
skjondt endnu et maegtigt Strog,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken bolget Rog,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tage.
"Stille! Bilidt! Stille!" var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
ubemaerket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvaelende i Munden,
liig en Svamp, der skjod fra Bunden
af mit Indre, fuld af Vand.
"Jeg med alle Ojets Kraefter
stirrede i Lae kun efter
Taget paa en liden Hytte
der, hvor Parkens allersidste
Traeer naermest Stranden staae,
skjondt jeg forud sikkert vidste,
at det var til ingen Nytte
jeg saa stivt mod Landet saae.
Thi forlaengst er vist mit Huus
solgt af Byens Ovrighed
for at blive revet ned,
da det, uden Vaern og Pleje,
ubeboet, var paaveje
selv at synke ned i Gruus.
Dod maa nu den Gamle vaere,
og min Hustru, som ei kunde
i det tomme Huus ernaere
uden Forsorg tvende Munde,
enten har sig sat som for
ved sin egen Faders Dor,
med sin Lille i sit Skjod,
for at aede Naadsensbrod,
eller, kanskee bortstodt atter
som foragtet Betlerkvind
som en reent forloren Datter,
Hun i Fattighospitalet
er paa Byens Kost befalet
af veldaedig Magistrat
tagen med sin Unge ind."

Tusind Alen under Dette,
som jeg mumled i min Hat,
kjaempende imod min Graad,
var imidlertid vor Baad
naermere mod Landet gleden,
saa vi naesten var paa Rheden,
for jeg Hov'det turde lette,
for at see mig om paany.

"Ha!"--Jeg skreeg i vilden Sky,
saa min Kammerat blev bange
og mit Haandled vilde fange--
"Ha, der ligger Huset jo,
hvor min Hustru skulde boe!
Seer du der ved Byens Ende,
Stranden naer, dog halvt begravt
mellem Traeer af Slottets Lunde?
Jeg forglemte det var lavt
og at Traeerne maae groe.
Det var Grunden, at jeg kunde
ei i Fjernet strax det kjende
eller mine Oine troe.
Og jeg gjor det knapt endnu..
Kammerat, se efter du!"

"Der! Hvorhenne? Der du peger?
Der du siger du har hjemme?"
spurgte Han, men med en Stemme,
som et Zittre