gode gamle
underlige Emigrant,
Hertugen af _Montbrillant_
--en Figur, der ikkun fandt
i det hele Frankerige
i hans eget Speil sin Lige:
klaedt, staffert, Frisuren reist
som for hundred Aar tilbage--
som om fra Regentens Dage
kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot
var den gode gamle _Duc_
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjaelp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortraenge
Den, som under Robespjerre
havde kjobt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde vaeret Godsets Herre.

Og for nu at saette Kronen
paa det Hele naesten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med dodbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben--
_la Duchesse de Montbrillant's_.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
torred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig praeparerte)
bort fra Ojnene og Kinden;
og, henslaengt paa en Divan,
atter drommende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmaend
faerdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen Oje fik.

Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en blod Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snovled den Franzos:
"Eders Naade, den Matros
ganske sporlost er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var naevestor;
Fremmede--Gud veed hvorfra--
alt forlaengst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige--bevares ja!
saerligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode."

Mary horte, med den Glaede,
som ei smiler, men vil graede,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvaext i sin Ro,
denne haltende Fortaelling
--dobbelt dunkel, halv og skjaev,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjaelling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Hoi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjomand og hans Son.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detalj