op i Masten bare,
sagde: "Kulingen er stiv,"
pegte, uden meer at svare,
paa i Nord en liden Prik.
Det var _Landsend_, som forgik.

Forud kun naturligviis,
blandt Matroser og de Unge,
turde jeg med sluppen Tunge
give Klagerne til Priis.
Men fra Skandsen var alt Chefen
paa min Stoi opmaerksom bleven.
"Manne hid! Hvad? Flaeber han?
Nu, for tusinde Ulykker!
Skoen, som saa haardt ham trykker,
her ombord med Kat man smorer.
Han har tjent som Orlogsmand,
vaeret fangen, som jeg horer?
Slige Sjofolk Engelland
just behover altsombedst
snart i Ost og snart i Vest.
Og saa meget kan jeg sige:
hvert af mine Maerker spaaer,
at, hvad dig, min Mand, angaaer,
nok Du for isyne faaer
Helved eller Himmerige,
end du Gammel-England atter
efter dine Togter naaer.
Derfor siig det kun Farvel
for--lad see!--en halv Snees Aar."

Floitende Kaptainen vendte
raskt sig paa den ene Hael;
og medeet af den Maneer
og af Tonen i hans Latter,
af hans Rost, hans Blik og Miner,
Haar og Holdning, Gang med meer,
jeg grandgiveligen kjendte,
med et Blik, som ei bedrog,
skjondt det zittrede og braendte,
med Forfaerdelse igjen
flux den vaerste Libertiner
mellem de Mylords Bekjendte,
som med ham i Parken jog
og ifjor til Frankrig tog,
netop just hans bedste Ven;
og en Gisning,
med en grufuld Gjennemiisning,
ved hans Syn min Sjel betog,
som om klammen kolden Snog
pludseligen frem sit stygge
Hoved i mit Hjerte stak,
gjennem Hjernen sine Rygge,
for min Sjel at gjennemslingre,
bugtende i Kramper trak;
thi medeet
jeg den unge Herres Fingre
saae i Alt hvad der var skeet.
Sandt Kaptainen havde spaaet;
sandt, ja endnu meer end det:
forst da fulde atten Aar
havde graanet mine Haar,
rindende, skjondt hvert var gaaet
med til Orlogs, langsomt hen,
saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand
snelt i Pantelegen Ringen
lober paa det skjulte Baand,
saa den greben blier hos Ingen,
saa fra Skib i Skib ombord,
rundt den hele vide Jord
blev jeg paa Kommando stukket.
Jeg forsvunden var i hine
atten fulde Aar for Mine,
som en Steen til Bunden dukket,
mens en Albatross paa sine
hvilelose Vinger ei
er i saa bestandig Fart
paa den brede vaade Vei,
hvor hvert Spoer forgaaer saa snart,
som jeg svaeved ovenover
AEthioperhavets Vover.
Men hvorledes Alt fortaelle,
som i disse Aar er haendt?
Jeg har lidet kun at melde,
Jeg, som straebte kun at glemme,
havde kun magnetisk vendt
Tanken imod dem derhjemme.
Som idromme bl