gnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betaenkt vor vise
Gale-Vaegter-Medikus:
"Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele _habitus_,
Patientens Hovedkrise."

"_Mary Ann_, nu er du provet;
--sagde _Johnny_ mildt betonet--
provet er du og tilgivet
...meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjaerlighed har Livet,
skjondt forspildt, forodt, bedovet,
ikke fra dit Hjerte rovet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden soge ville,
hvor den Verden, som sig traenger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre laenger
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast--
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,
indtil Budet fra vor Dommer,
Doden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort Ojenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden _Han_ og _Hun_,
som vi mindes men ei naevne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred."

"Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe!" _Mary_ klagte:
"Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?"

..."Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I onske Eder"
--sagde min Kaptain, traadt frem--
"Derfor, Johnny, folg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hort Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost--
Dale, hvis vidunderhoje
almagtslige Majestaet
ganske vist af fremmed Oje
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjondt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt Oie,
hver en Dal sin Indsjo har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser hoje,
naerved af en Blomsterkyst,
og endskjondt en fyrig Elv
overalt ved Siden folger,
med en Lyd af friske Bolger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig taenke,
at den gamle Sjomands Laengsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Laenke,
snart dig bort, som fra et Faengsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte spraengt
og er til dets Indre traengt,
strommende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svaelg.
_Der_ en yndig Plads dig vaelg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en gronklaedt Bred
skraanende mod Fjorden ned!"

* * * * *

For et Jevndogn alt vi vare
naesten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(_Johnny Johnson, Mary Ann_)
kom paa Daekket,