ville
Praemien paa Masten naae.
Raskeste blandt sine Svende
maatte altsaa _Cowes_ sende;
og at her ei var at gjette,
at han _Francis Johnson_ hedte,
vidste Bornene paa Gaden.
Sikkert var det og at Staden
enig i sin Mening var,
at i hele Pigeraden
Francis' _Anna_ Prisen bar.

_Anna_ havde faaet Plads
midt iblandt Noblessens Stads,
ved den ene Hertugindes
Side, som til denne Fest
kommen ifra Brighton findes;
altsaa Festens Dronning naest.

Bag dem Begge, naesten gjemt
bag om Damens store Fjedre,
som til Annas Side bolged,
havde jeg en Plads, forklemt
naesten midt imellem Folget,
saa jeg taenkte, lidt forstemt,
at jeg kunde valgt den bedre.

_Francis_ af og til vi saae
under Egene at gaae
spekulerende alene,
hviftende fra Panden Sved
nu og da med friske Grene.
Thi han havde hele Dagen
sig i Legene udmaerket,
og det mod det Vaerste leed;
thi nu stod tilbage Vaerket,
som skal krone hele Sagen:
ubekjendte Praemies Tagen
ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen
vaekker Moro kun og Latter;
Mangen glider, Mangen dratter
fra den glatte Stang, som Bly.
Men nu kom min Son paa Engen,
maalte Masten som en Fiende,
hvormed an han agter binde,
maalte atter den paany,
som om han ei kunde nok
udstudere denne Stok.

Men medeet han gjor et Sprang..
--Otte Fod fra Jord han hang.
Der han sidder til han flyttet
Foden har og Armen knyttet,
Kraften maalt, som til den hele
Reise han maa viist fordele.
Forst da det var gjort med mere,
syntes han at avancere--
forst kun sagte, Spand for Spand..
"O den smukke unge Mand!
Lykkelig Hvo ham har fod!"
Damen livligen udbrod,
og til nogle Kavalerer
videre hun konverserer:
"Se, hvor slank og lovestaerk!
Se hvor smidig han som Slangen
frem sig ormer,
knugende sig fast til Stangen!
Og bemaerker hvilke Former!
Mine Herrer, _der_ er Normer
for et plastisk Kunstnervaerk,
for en Nutids Ganymedes,
medens Jorden gjennemledes
i Neapel overalt
efter nogle skimmelgronne
Levninger af en Gestalt
af en Torso, halv og halt,
men som dog skal kaldes skjonne."

_Anna_ smilte stolt og glad
ved de Ord, som hun forstod;
men ved Resten, rod som Blod,
hun med bojet Aasyn sad,
indtil Raabet: "Se Hurra!
Snart har _Frank fra Cowes_ seiret"--
bragte hende derifra
til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende
--ikke fleer fra Stangens Ende--
sad en Stund han ganske kvar,
som om Han ei til det Sidste
rigtig torde sig fordriste,
som om Noget, Han kun v