t folbart dog for hende,
om det end ei kunde braende
med forelsket Ynglings Ild,
men saa blodt, som naar en mild
flojelsfiin Provencerose
henad hendes Laeber strog;
og da Trykket hun af Armen
skulde fole dog om Barmen
med den blode linde Kraft
af en ud af Traeets Mose
runden Mistels smaekkre Skaft...
Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Doren langsomt glide,--
Panden, hvilende i Haanden,
haevede han til et Blik,
som hun folte,--ja, thi hendes
Laebes Zittren robed det,--
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan braendes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Omhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblaeste
Tegninger i stovfiin Sne,
var der ikke i den naeste
Spor af Geisten meer at see.

* * * * *

"_Anna, Anna!_"--sagde en aldrende Sjomand
som pludselig traadte ind af en Dor i Baggrunden
med en Natlampe--"En Seiler kommer om
_Beachyhead_, Strommen saetter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil
have Lods ombord.----"

IV
Lodsen og hans Dreng

--"Laeg bi! Laeg bi!" Jeg syntes hore
skraldende forbi mit Ore;
og da, drommende endnu,
(skjondt mit Nattesyn var slettet
ganske sporlost af mit Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra Raelingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen:--
da, for Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
kraengende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
--men en vakker--af en Dreng,
holdende med begge Haender
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.

"_Francis, so! Right so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!_"

Og mens han med Venstren greb
om et agterudslaengt Reb,
trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjondt vel tyve Gange sagt
for han fik det vel belagt
med et Sidste: "_hearest thou?_"
Endelig fra Laebords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
"_Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straig