snigende sig sagtelig,--
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens ode Kjedsomhed,
standset Blodet,
taemmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sloven Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers Ode har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
folt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens nogne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjaekke,
at mig Tanken ei skal skraekke,
at jeg i en Dodningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tommermand!
I Matroser, mine Venner,
raekker mig de brune Haender!
draeber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjondt Daare meer end Synder,
dog begynder
denne Vei med sporlost Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
faelles, Katakombens liig,
maegtigt at forfaerde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maallos, da dens Graendser fly,--
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvaelv,--
er det ei, som om Vi selv
(en fordomt Skindodningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly?--
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Ojes brustne dode Glands,
uden Rorelse og Maele,
skjondt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjaer,
Striben af et Fuglevaer,
Ryggen af en liden Holme,
skjondt, som yre Hvals og olme
Kobbes borstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde vaere i min Plage
nyfodt Verden at opdage
--o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
Brune Tare, Tangens Klase
vilde vaere blommet Gront
paa Forsmaegtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjont
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blaereknopper
omt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer,--
som de forste Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter."

II
Appearance of England

"..O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Graendse flyder
sammen forst med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skyberg, dalet
under Horizontens Bryn?
Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort traette Syn?--
--O, saa hvid er ingen Sky!
Men maaskee
nybrudt Iisflag, daekt med Sne,
reen og ny,
storm