ret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at lobe ned i Lae,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev raedselsfuldt at see:
skummelmorkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sorgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.

"_Johnny--You!_" sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Ore--
hortes Ladyen at raabe.
Meer at hore
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad taenker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad taenker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slaengte saa
i de gridske Bolgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og horte Pungen falde...
Nei, ei den, noiagtigt talt,
lod sig hore da den faldt;
thi dens gronne solvindslyngte
Net blev spraengt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bolgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjolvand bruste.

Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa AErmet
torker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig naermed,
til den trilled moden ned?

VIII
Lodsens Fortaelling

Yachten var forlaengst forsvunden,
som forbi os flojen And.
Alt _Southamptons_ gamle Taarne,
naermere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens klovte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
"Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det har I maattet maerke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
forst igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stodte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt modte,
var i Ojet Taaren steget,
og mit barske muskelstaerke
Ansigt har, nervost bevaeget,
kjaempet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmaends Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, forst siig mig dette:
ejer Selv De Born derhjemme?
Naar saa e