erne i Stuen;--
for Exempel om den var
endnu overstrogen gron,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjoge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.

Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fod og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Doven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
...Stundom kun?--nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaansellos Fortaeller,
som i hver en ensom Stund
--ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Raedsel haendtes--
aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
"Ve! i al den Glands du har,
hvad Du _er_ og hvad Du _var_!"
Hvor forgjaeves
_high-lifes_ Glaede gjennemleves!
Hun i herligt Selskab naesten
al Europa gjennemstrog,
traengte til Jerusalem
og Damask mod Osten frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besog.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spog,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortaeller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene--Hovedsagen:
ei blot Ojet at adsprede,
med den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer...
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjonne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
taenkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.

At idag jeg hende moder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest bloder,
enten er et af de hvasse
sorte Traef, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at traenge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,