o og Taender,
og hvad Tanden beed de slugte,
og hvad Haanden greb blev hivet
over Raelingens Gelaender,
for med Hajene at gantes,
eller slaengt som Stykker Veed
underdaeks i Ilden ned.
For vi kom til Sands og Ord
Spaniol ei mere fandtes
paa det hele Skib ombord.

Hjaelpen af de stakkels Sorte
ei som op fra Helved stegen,
men som himmelfalden kom;
thi medeet mod Kampens Ende
syntes Lykken sig at vende,--
gamle tappre Englands egen
Lykke syntes borte,
og til Uheld skiftet om,
saa vi maatte vaere glade
ved en iilsom Retirade.
Ei fordi de Djaevle sloges
rasende, fortvivlet, vildt,
ret som Folk, hvis Liv er spildt;
men fordi vi slemt betoges
ved et spanskt Filuteri.
Thi hvad skulde ikke haende?
Et maskeret Batteri
lod, ved Skud paa Skud at sende
ind i Albatrossens Side,
pludselig sit Tilvaer vide,
saa man inden faa Sekunder
sikkert kunde regne ud,
naar den, maet af Vandgangsskud,
maatte dykke Skroget under.

Synkefaerdig flux tilbage
Albatrossen blev buxert.
Skyndsomst noget reparert,
var den snart, som for, parat
til Piraterne at jage;
men da den og vor Fregat
lagde ved Jamaika an,
laa der Ordre til dem begge,
at de sammen skulde laegge
Kours til Gammel-Engelland.

Forste Gang ifra hint Mode,
dengang Lugen op blev spraengt,
Ynglingen, forlaengst alt taenkt
mellem Albatrossens Dode,
i Barkassen traf jeg paa,
hvori fra St. Hellens begge
vore Skibes Halvbesaetning
skulde ifra Borde laegge
og iland i Portsmouth gaae.
Strax vi kjendtes uden Gjetning.
"Tak for sidst!" var forste Ord,
som paa eengang Begge foer
med et Haandtag over Laeben,
fast, somom det var vor Straeben
at faae forste Hilsen kvalt;
og det naeste Ord, som faldt,
var samtidigen: "hvorhen
gjaelder hjemad det min Ven?"
"_Cowes, Cowes, Cowes!_" hortes
som fra samme slagne Strenge,
i det samme Aandedraet;
og det varte ikke laenge
for vi Begge overfortes
paa en Snekke maagelet.

..."Gamle Ven! fra _da_ min Far
dengang Du min Frelser var!
hvorfor holder Du for Ojet
Hatten snart, snart Haanden bojet?
...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer...
Siig mig hvad du graeder for?"

Saa mig Ynglingen tiltalte
med et venligt Skulderslag,
da jeg _Cowes_' hvidtbemalte
Huse skimted tydeligen
som et ordnet Muslinglag
eller Perlesnor, om Vigen
videre end forhen spaendt,
og ei kunde lade vaere
Alt med Synet at fortaere--
Alt, Bekjendt og Ubekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte _Norriscastle_ binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de