e lose Fugle
gjor hver Dag, baade Skader og Staere og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.

_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?

_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg synger med mit Naeb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!

_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skraepper for naesviist, saa skyder man dem.

_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Traeet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?

_Abigael_. Jeg taenker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?

_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjobenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
laest med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.

_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?

_Ambrosius_. Ak, naadige Froken! det var saadan en Skjaebne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har vaeret vant til at hjaelpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om for. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjobenhavn. Siden laeste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Son af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Laere, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vaeret; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Praeken oven i
Kjobet, maa I troe.

_Bodil_. En Praeken?

_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bogerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeaerind til Hojre og Venstre.

_Abigael_. Ja, har I vaeret saa vidtloftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.

_Ambrosius_. Nu kommer det, na