Kjaerlighed til Solen.

_Abigael_. Hvorfor taenker I det?

_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjaer.

_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.

_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Froken! Men
desforuden soger Blomsterne jo og at komme Solen naermere; de raekker sig
jo ligesom op efter den med deres Blade.

_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man naermer
sig Den, man har kjaer? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
sagtens ikke til.

_Abigael_. I maa komme lidt naermere hid til mig, ellers kan jeg ikke
vinde ... endnu naermere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
holder Jer saa fjernt.

_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
Skriverkarl lider Jer eller ei.

_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Graes
og den rige Rosenblomme.

_Ambrosius_ #(med Liv, idet han traeder et Skridt frem).# Troer I da
ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne foler?

_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjor. Pas paa, nu er I kommen mig
altfor naer.

_Ambrosius_ #(traedende tilbage).# Forlad mig, jeg taenkte ikke derpaa.

_Abigael_. Efter Eders Ord at domme, skulde man naesten troe, at Urter og
Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg har mangen Gang taenkt det
Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Traeerne fik Maele, og
som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg hore Noget om.
Kom naermere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
... hvad troer I, denne Rosenknop fortaeller? Det er vel ikke Stort, thi
den er ikke ret udfoldet endnu.

_Ambrosius_ #(som har naermet sig)# Omendskjondt den er ung, fortaeller
den ikke saa lidet, naadige Froken! Den fortaeller, hvorlunde den forst
var en Kime, der laa og dromte i Jordens Morke, indtil den en
Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Naering af Jordens Bryst og
slukkede sin Torst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
den i sin gronne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjaer faldt
hen over den,