t staae? Det er en mork Tale, jeg forstaaer ikke,
hvad du mener.

_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig faestede sit Sind til Jer i
Kjaerlighed.

_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
kunde gjore.

_Bodil_. Ja men aegte ham, det kan I jo dog ikke.

_Abigael_. #(med en Bevaegelse).# AEgte ham! Er du galen, Pige? Har du
nogen Tid hort, at en adelig Froken aegtede en Skriverkarl?

_Bodil_. Hort derom har jeg vel, men ...

_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan haende der har vaeret Den,
som var saa lidet aerekjaer. Men aldrig agter jeg at saette en Gaasefjer i
mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!

_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Froken, over al den
Venlighed, I viser ham?

_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre vaerd, end at spaerres inde i en
Daarekiste.

_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men nu er det mig, som ikke
forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt laert, veed I nok, og jeg
skjonner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Saet
mig den Blomst noget hojere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
Tanker at vise dig, at din Kjaerestes Ven er bagt af samme. Deig, som
andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Vaeddemaal, ikke
sandt, Froken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....

_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
Saa, lad det nu vaere nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besog
hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjore Ambrosius.

_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?

_Bodil_. Ja, det naevner han ikke.

_Abigael_. Skulde det vaere om en anden Plads?

_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.

_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjor du en
Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget
Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Froken! Men ... ja, I
faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget
Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjonner Alt, hvad der gaaer for sig
i Andres.

_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du
eller Nogen laest til Ende.