hverken giftes bort eller tages til AEgte.

_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Svaermeries Skyld vil du
saette hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun
nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa
slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

_Hans Lauritsen_. Men taenker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et
Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig
... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kraever en storre Rente,
end jeg har Kaft til at yde....

_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfaerdig! Du skulde
vel vogte dig for at kaste Buloxe til Vorherre, thi han kan let vende
det Skarpe igjen. Gud kraever ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig
har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde
takke ham paa dine Knae og ikke saette dig op imod hans Villie. Thi det er
Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem
til hans AEre og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har
skjaenket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for
Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjonne
Konst, som kan troste og fornoie baade dig selv og Andre, naar du dyrker
den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter
en skinnende Drom, efter en Saebeboble, der brister!

_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drom er hele min Lykke og alt
det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart
vaere udbraendt.

_Ambrosius_. Lad saa vaere! Saa lever jeg rigt og kort--jeg onsker ikke
bedre.

_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du
faaer vel tage Livet, som det gives dig. Saet, du nu kom til at leve
laenge og fattigt, hvad saa?

_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end
Velstand og gode Dage.

_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og
Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,
for at noies med et Minde! Man skulde sandfaerdig troe, du var elleskudt.

_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der
gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

_Hans Lauritsen_. Men der kan vaere Andre, som h