saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
Smerte paa een Gang i den Forlaengsel. Og alt som den skjod sig hoiere i
Veiret og lovedes taettere, blev ogsaa dens Attraa staerkere, og en Dag
samlede den al sin drivende Laengsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
brast Svobet for dens unge Kjaerlighed. Knoppen skjod sig rodmende frem
af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens rode Mund,
og saa ...

_Abigael_. Hvad saa?

_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa dode den.

_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
"Vel _dod_ er hele Sagen".

_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig taenkt paa tilforn. Troer I, den
stakkels Blomst folte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
saa vist onske, det var ugjort.

_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg taenker, den vilde hellere brydes
og doe for saa skjon en Haand, end leve, uden at I aendsede den.

_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for naer. I maa passe Afstanden,
Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

(#_Ambrosius_ traeder et Skridt tilbage.)#

NIENDE SCENE.

_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#

_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskvaerdigste Abigael! Jeg har min
Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
Monsieur Ambrosius vidne for mig.

_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
fortryllet, saa er I paa min AEre fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
kommer da ikke til Forstyrrelse?

_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
Audients.

_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Oine. #(til
Ambrosius:)# Han kan gjerne forfoie sig bort.

_Ambrosius_. Befaler Frokenen, at jeg skal gaae?

_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa forst vinde Garnet til Ende.

_Claus_. Tillader I, skal jeg....

_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestaets
Kammerjunkere! Jeg er desuden strax faerdig.

_Claus_. Hvor allerkjaereste det klaeder Jer at vinde de