hvad skulde jeg vredes for?

_Ambrosius_. Er I da bedrovet?

_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men
ved at hore Eders Vise var det ligesom der blev draget et Taeppe til Side
foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjonnere end
denne, og som jeg ikke for havde Kundskab om.

_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?

_Abigael_. Det maa det vel have vaeret. Men det er jo Daarskab og
Indbildning Altsammen.

_Ambrosius_. Nej, naadige Froken, det er det visselig ikke! Thi paa
selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til
udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets
Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den
skjonneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var
morkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak
en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som
et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar
jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er
skjonnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller dromt om!

_Abigael_ #(med tilkaempet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur
Ambrosius! I taler over Jer.

_Ambrosius._ I har Ret, naadige Froken! Jeg taler over mig ... tilgiv
min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa
forunderlig glad! Den Glaede vil I dog aldrig berove mig?

_Abigael_. Kan I glaedes over saa Lidt, skal det vaere Jer vel undt. Jeg
horer Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har laert mig,
baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.

_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?

_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet,
som I forhen sagde.

_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Froken! Nu troer jeg ikke
laenger, at de visner!

_Abigael_. Farvel!

#(Hun raekker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker
_Claus_ ind fra Baggrunden).#

FJERDE SCENE.

_Abigael. Junker Claus_.

_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tete a
tete_...?

_Abigael._ Som nu er forbi.

#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).#

_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(hoit).# Jeg er saa
lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....

_Abigael_. At gjore min Fader til