ger vel ikke stor Vaegt paa,
at du og Claus blev faestet til hinanden som Born; thi meget kan
forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Trae af.
Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Son saa vel,
at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjor saa
vist ingen Roverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt
saa noie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilboielighed
for dig, og bliver han din Husbond, vil han baere dig paa Haender.

_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

_Geheimeraadinden_. Kjaerlighed gi'er Kraefter og gjor Alting let.

_Abigael_. Ja ... Kjaerlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at
han baerer Kjaerlighed til dig.

_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjor han vel, paa sin Viis.

_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvaeds om, _naar_ det
skal vaere.

_Abigael_. Tilvaeds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvaeds ... kanske for
meget.

_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?

_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bor tages endelig Beslutning i
denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie,
at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fodselsdag.

_Abigael_. Det veed jeg, Eders Son har sagt mig det.

_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at
vredes; thi det var ingen Befaling, men et Onske.

_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Onsker, de banker ikke
paa Doren, de gaaer lige ind i Stuen.

_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre graemmet sig derover, og nu
frygter han....

_Abigael_. For hvad?

_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde
Jaordet ud.

_Abigael_. Hm, skal det vaere, kan det jo skee lige saa godt nu som
siden.

_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?

_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde
mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert
Oieblik.

_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(hoit)# Nei, nei, mit
kjaereste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjore
os Alle den store Glaede, saa lad det blive afgjort med det Samme.

_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_ Der vaeltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig
embrassere dig, min allerkjaereste Datter; thi det kan jeg nu altsaa
kalde dig. Jeg vil st