til saadan
Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo for, jo
heller--og det skal jeg nok sorge for. Thi det traeffer sig saa heldigt,
at det Tilbud, jeg har at gjore ham, og som han neppe vil undslaae sig
for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
Tjeneste og reise herfra.

_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
kommer han over Gaarden, jeg kan hore ham synge.

_Hans Lauritsen_. Lad os saa vaere ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
bliver forspaendt, og saa tage Afsked med hinanden.

_Bodil_. Ak, allerede!

_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og naeste
Gang, jeg kjorer herfra, taenker jeg nok, vi bliver to i Age-Saedet,
Bodil! #(_Bodil_ ud, et Oieblik efter _Ambrosius_ ind.)#

SYVENDE SCENE.

_Hans Lauritsen. Ambrosius_.

_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!

_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjaereste Ven, er du her?
#(omfavner ham.)# Glaeden strommer jo ind over mig i denne Dag. Kommer
du lige fra Kjobenhavn?

_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.

_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her
en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det
er ogsaa dit, saa laenge du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok
til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar
jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjor
Gjengjaeld.

_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjaere Ambrosius! Men jeg kan
destovaerre ikke tage derimod; thi mine Foraeldre venter mig til bestemt
Tid.

_Ambrosius_. Ja, saa hjaelper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et
Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en
Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjaenket mig. Det er
en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.
#(Han traekker Flasken op og skjaenker.)# See her, hvor den spiller i
de gronne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa
dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans
Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da
aldrig at komme over, den var for hoi for mig.

_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.
Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et