igael_. Haster det saa staerkt, at I ikke kan opsaette det et Ojeblik?

_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
dependerer deraf.

_Abigael_. Bevares, haenger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
at faae det sagt.

_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fodselsdag, og han har paa
mine indstaendige Bonner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
Leilighed bliver declareret.

#(_Ambrosius_ gjor uvilkaaarlig en Bevaegelse.)#

_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad horer jeg? Saa det har min Fader
samtykket i ... paa Eders indstaendige Bonner?

_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit AErind, at jeg skulde
underrette Jer derom, saa I kan vel taenke, hvor presseret ...

_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders AErind? I
mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I vaere foruden, naar I har min
Faders?

_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjaereste Froken, I har jo ingen Tid
sagt Nei dertil.

_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Lofte?

_Claus_. Vidner! Men, _ma chere amie_, jeg beder Jer indstaendig. Vi har
jo vaeret trolovede fra vi var ikke storre end saa. I er jo dog den sammo
Abigael og jeg den samme Claus, der blev faestet til hinanden som Born,
med vore Foraeldres _consentement_.

_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sloikjole og
Faldehat og har en Solvbjaelde haengende om Halsen?

_Claus_. Sloikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Borneklaeder, saa er jeg vel ogsaa
voxet fra _mine_, taenker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...

_Ambrosius_. Har Frokenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
I vel, at jeg fjerner mig?

_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
og mig selv med, troer jeg naesten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
Umag!

_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

_Claus_. Ah, _dieu soit beni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, maerk