Traeer og
Urter. Saet nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev
ode og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frokenen
meer.

_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fodselsdag! Det var en
underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik,
som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa
den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan
faae smukke Hostdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil
jeg vente, til Frokenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.

_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa
synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer
Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

_Ambrosius_. Fordi Frokenen sagtens vil lee mig ud og taenke, jeg er for
gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at
Rosenknoppen--den, Frokenen skjaenkede mig igaar, allerede var ganske
bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og
det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en
Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare
evig. Og Frokenen har vel Aarsag til at lee.

_Abigael_. Jeg leer ikke.

_Ambrosius_. Gjor I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa
kastede I den vel bort?

_Ambrosius_. Nei.

_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?

_Ambrosius_. Jeg ...

_Abigael_. Naa?

***

_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte
jeg den.

_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig hore.

_Ambrosius_. Ak, naadige Froken, det er kuns en simpel Vise; den flod
mig saadan i Pennen af sig selv.

_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjore
Vers?

_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og
andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op
af sig selv ligesom Graes paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med
Graesset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den
Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flod Jer i Pennen",
som I kalder det?

_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og
taenkte, hvor skjon den havd