er stikker
Andet under.

_Ambrosius_. Hvad skulde det vaere?

_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har vaeret Venner fra Barndommen af, vi
har slidt Skolebaenke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med
hinanden i Kjobenhavn ... har du nu ikke laenger Fortroende til mig?

_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit
Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hort en Fugl synge derom.

_Ambrosius_. Om hvad?

_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig
Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har
tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker
hende.

_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankelost og uden Overlaeg!

_Ambrosius_. Uden Overlaeg ... det kan saa vaere; thi det er med
Forstanden, man overlaegger, men det er Hjertet, man elsker med. Men
tankelos er min Kjaerlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange
Tanker, som nu, og den ene skjonnere end den anden.

_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun
Lygtemaend, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange
dig i sine Snarer.

_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har
Fristeren vaeret saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har
mine Tanker vaeret renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det
usleste Krae paa Jorden kunde jeg naenne at gjore Fortraed, saa lyksalig er
jeg idag. Det er som jeg havde vaeret blind og var bleven seende. Alting
er nyt for mine Oine; Himlen er hoiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,
er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke
ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glaede!

_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa vaere, at det ikke er ondt i sig selv,
saa er det dog ondt i sine Folger. Husk paa den vilde Abild, som har
skjonne Blomster, som dog baerer beske Frugter. Saadan et vildt Trae er
ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det
fore? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjaerlighed til. Hun er
over din Stand, og du kan hverken lofte dig op til hendes, eller vente,
at hun skulde nedlade sig til din for at aegte dig.

_Ambrosius_. AEgte ... hvem taenker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see
hende og hore hende tale--intet Andet. Min Kjaerlighed er som Himmerig,
hvor der