ans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med,
naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke
var i Bibliotheket.

_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i
Eenrum, for jeg reiser videre.

_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo
knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og
laenges efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har
han ikke Ro paa sig, for han seer mig paa den samme Praedikestol, hvor
han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

_Hans Lauritsen_. Det gjor jeg, og med Guds Hjaelp kanskee ogsaa hans
Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behover at vente
paa hans Dod for at komme sammen. Saa laenge han lever, deler han Bolig
og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre
for.

_Bodil_. Nei, for den Glaede, det skal vaere at boe under Tag med Jer, min
kjaereste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders
Foraeldre en kjaerlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har
Villie. Nu har jeg kun eet Onske tilbage ...

_Hans Lauritsen_. Og det er?

_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi
her er ikke godt for ham at vaere.

_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I
dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere,
men det fik vaere det samme, naar blot....

_Hans Lauritsen_. Naar blot?

_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Froken driver et underligt Spil med
ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?

_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let
haende, han faestede sit Sind staerkere til hende, end godt var.

_Hans Lauritsen_. Skulde det vaere muligt?

_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns
een Slags Kjaerlighed, det er den, jeg baerer til Jer, Hans Lauritsen; men
det har jeg da hort sige, at der er den Elskov, som kan volde et
Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant
skulde haende den gode Ambrosius.

_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde