ene.

-Halloj. Ida fik to Kirsebaer i det opadvendte Ansigt.

De unge Piger greb Baerrene og lo:

-Aa, aa ... Kirsebaerrene floj.

-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebaer til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Traeerne paa Graesset.

-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fodderne langt fra sig.

-Ja, sagde Ida og fik naesten Taarer i Ojnene; hun vidste ikke, hvordan
hun var kommen i den Stemning, bedrovet eller ligesom urolig--lige fra
da hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og saa ned ad sin Nederdel, der bar Maerker af tre knuste
Kirsebaer:

-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skortet.

... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en saer
Stemning der var over hende ...

-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdoren og
blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-a-banc korende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Froken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget, og Froken Constance sagde:

-Det er jo rigtig dejligt for Froken Schroder at have faaet Dem herud.

Froken Constance bojede Pisken og Parasollerne bevaegede sig lidt, idet
Vognen korte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bojede ned forbi Laengen uden at vide
det ...

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer
paa Trappen, laenet hver mod sin Dorstolpe, med Benklaederne trukne op til
midt paa Laeggen af deres brogede Sokker og rog Cigaretter. Den ene
hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida horte ham
sige, da hun var forbi:

-Var den der Froken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte vaere sket
noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

-Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

-Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klaedte sig om. Ude i Havegangen
horte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" for
Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lod.

Det var da vist, taenkte hun, Karl Eichbaums vaerste Tid, Bordet.

Schroder stod ved det aabne Kokkenvindu og oste Suppen i Terrinerne, da
hun saa