Tropperne kom Klokken seks. Hun
gik og blev ved at hjaelpe med _det_ og med _det_.

-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bolling--_hun_ havde
saamaen ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ...
Hun vilde have Tine derned.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bolling--han var snavs
igen.

-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.

-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget
mildt og stille over Tine--: Farvel.

-Farvel da Mo'er, sagde hun i Kokkenet og lob.

Hun gik over Gaerdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie modte hun
i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:

-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glaed' at se
ham--Sofie glemte Maden af Rorelse--aa Gud, om Fruen kun' se ham, saa
frisk og sund han er.

-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte.

Sofie gik ud og ind og serverede; i Kokkenet snoftede hun: Saa
Skovrideren er kon--det er Herlufs Ojn'--det er Herlufs Ojn', blev hun
ved. Men Lovenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot
Figur.

-At taenk' sig, de kommer der fra Dodens Mark, just direkt' fra Dodens
Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--:

-Jo, Lovenhjelm, han har en flot Figur, erklaerede hun igen. Sofie var
i det Hele tilbojelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom
lig' fra Dod'ens Mark".

Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede
til--til Maden, og naar Doren blev lukket op, horte hun nu og da Bergs
Stemme.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved
Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saa_ ham,
saa rank og staerk.

Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv
havde han dog heller ikke sogt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod
han lidt:

-Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa
hende: _Jeg har taenkt paa Dem_.

Han tog ikke Ojnene fra hende. Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:

-At De er kommen hjem.

Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap
de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad,
staerk og sund og ren--saadan som han saa hende altid og altid
nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen.

-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.

-Ja.

Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved
Doren-