tumme Hidselse, ved sine egne Ord.

-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling
blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom
undskyldende sig paany, sagde hun:

-Aa--ja--se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider....
Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser?

-I disse Tider, sagde hun.

Madam Bolling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med
Tine.

Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:

-Nej, _vi kan ikke undvaere hende_, havde han sagt.

-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bolling svaret.

Og saa var hun rokket hjemad.

Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saa, hvor bleg han var:

-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til
Luft.

-Er Vejret smukt, spurgte Appel.

-Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt.

-Skinner Solen?

-Ja.

-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.

De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned
langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale.

Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at
tale--losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle
Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de
Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede
den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige
til dens Fodsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skaeldende
Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der
ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn.

Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun
alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han
ikke behovede, sagde hun blodt og naesten bebrejdende:

-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?

Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn.

-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg
har talt med Deres Mo'er.

-Vi to, sagde han, behover vel ikke at vaere bange for hinanden.

-Nej, hviskede Tine og loftede Hovedet.

De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var
mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der naermer sig Foraar.
Kanonerne taug. Kun et enkelt Dron bares hen i den klare Luft med en
Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.

De gik ned over Engen og steg ind over Gaerdet. De saa Dammen og
Lysthuse