uset,
som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa en Gang forlod hun alting og
hun lob ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.

-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste
Besked.

Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun
hjaelpelos, med rokkende Hoved.

-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.

-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam
Bolling at graede.

-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_
ikke?

-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bolling forvirret og hun fortalte,
tonlost, gentagende samme Ord, i Saetninger uden Mening:

-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der
ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var
hun der ikke ...

-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun
rystede over hele Kroppen.

Madam Bolling stod et Nu--og gav sig saa til at le gennem
Kuldegysningerne.

-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At
man ikke taenkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun
har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren--

Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen,
gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren,
Skovrideren ...

Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod
det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.

Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saa hun hende ind i
Ansigtet, som vilde hun tale, sporge: Sandheden gennemborede hende som
et pludseligt Svaerd.

-Kom, kom, bad Tinka angst.

Men Madam Bolling rev sig los--med en stille Klynken som et faeldet
Dyrs, der synker--og hun lob.

Hun havde forstaaet.

-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet
sammen.

-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn.

Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op.

_Han_ havde taget hendes Barn.

Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord,
hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over
_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--loftende de rystende
Haender.

-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun
gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun
gjorde.

Hun blandede "Fruen" og Gud i et og hun bad til dem begge med samme
Ord:

-Gud, o,