t og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed.

-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste
... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede
Provsten.

Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe
igen.

Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende
aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det
opmaerksomt frem gennem begge Stuer.

Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet
Haenderne.

Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han,
omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i
London. Han talte halv hojt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede
sit Caesar-hoved frem og tilbage.

-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmaegtige fandt den rette
_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gaelder, er, ikke at opgive
Nationens Vaerdighed.

Han blev ved at tale--hojere, henover det stille Hoved, der laa, som
det lyttede paa sin Pude.

-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord
vil koste Blod.

Ude paa Pladsen var der naesten blevet Traengsel. Den Kroblede var
kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Ol mellem Klyngerne.

-Men hun ligger kont, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Naerheden
af Skoletrappen: Hys--der er de.

Provsten og alle Praesterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter
vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Ojeblik ikke havde rort
sig fra deres Plads.

Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende
tilbage til Kokkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en
Kop Kaffe--nu igen.

Solen skinnede ind i Kokkenet og Sofie fik Vinduet op.

-Maaske ka' En hor' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten
saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en
Slags Parentes.

-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede
hun.

Hun fik Kaffen.

Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt.
Skraemt aabnede hun Doren: Nej--nu var der ingen.

Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter
og lukkede.

Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bolling.

De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne
--det var, som den staerke Sang vilde