ilde gribe ham. Men saa var han oppe
og de ogsaa--paa det faste Loft.

-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bolling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne floj dem, skraemte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfaerdede stod de alle foran de aabnede
Luger.

De saa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rodt--som Randen af
et Hav, mens bag det, paa Hojderne, Huse braendte i Grunden med dunkel
Flamme, som vilde den rode Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den
tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af
glodende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes
Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres
Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kaempebaal.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Haender faldt Madam Bolling ned
mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.

-Det er Oen, der braender, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte
alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som
onde Dvaerge.

Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte
skulde stanse.

-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige
Gange.

Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen--hun lyste for Berg, der
kom op:

-Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham,
mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. _tog_ han
hende, daekkende hende med Kys.

Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte
dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel.

-Men _De_ traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var
blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn.

-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine _lob_
gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede,
tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer.

* * * * *

Dyngvaad satte Maren afsted ud af