Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt,
Hundrededelen af et Ojeblik.

-Godnat, sagde saa Berg og gik videre.

-Godnat.

Tine gik ind. I Kokkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smorret i
Kanderne og samlede Brodet til "Tonden" og lagde Osten i Klaede.

For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring.

Saa kom hun i Tanker om Tojet, der skulde i Blod ved Daggry. Hun
maatte vaekke Sofie og give hende endnu en Besked.

Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Doren til
Pigekamret.

Den store Dobbeltseng var tom.

Tine kastede sig pludselig paa Knae ned paa Stengulvet, og, med Hovedet
boret ned i den snavsede, forkrollede, misbrugte Seng, hulkede hun
fortvivlet.

Bryggersdorene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige
Haengsler.

* * * * *

Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge
i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.

De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget
paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer.
Lieutenant Appel var iblandt dem.

Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind,
og Ojnene var maelkede som hos en, der har graedt baade Dage og Naetter.
Han var truffen i Siden og Lungen var odelagt.

De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber.
Nu og da horte man deres Stonnen gennem Huset, og Saarenes kvalme
Stank stod ud i Gangen.

Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mer.

-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bolling, der
gik ud og ind, fra Sovekammer til Kokken og talte til Bolling og til
sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu
vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.

-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre
har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er
fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran
Husmandens Petra med rystende Hoved.

_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.

-Og Blod torrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre
igen.

Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som
Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.

Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bolling--hun var _helt_
forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bolling paa den anden Side af
Sengen.

Saa taenkte hun pludselig paa Skovrid