hang mellem
opstillede Bukke. Madam Bolling var kommen ind for at hente Laegen.
Bolling var vaagen nu igen og saa urolig:

-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset,
sagde hun; hun saa hverken Kvaestede eller Syge, hun taenkte kun paa
Bolling, med hvem det var saa rent forkert.

Laegen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at morknes. Tiere og tiere aabnedes Doren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun--forgaeves.

-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

-Ja.

Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa
faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid
hjemme, i Viborg, ved Soen--med "de unge Piger".

Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

-Annie, Annie, kaldte halvhojt Appel i Feberen Tak--at du kom.

-Om lidt blir her koligt--hans Stemme lod saa mildt--saa gaar Solen
ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....

Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:

-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa
god ... hvor du er god....

Sygepasseren vendte Hovedet:

Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse
hun paa langs henad Sengen--som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men
foj ham blot; det kan dog ikke skade--desvaerre.

-Og _gaa_ saa derind.

* * * * *

... Bolling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa
Stromperne paa ham:

-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender.

-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.

-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge
gik uafladelig.

-Ja, Fa'er, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af
alle Kraefter.

-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klaederne
fik han forkert paa.

-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.

Han tog Tine om begge Haandled.

-For det er _Jorden, der braender_, sagde han og begyndte selv at
skaelve: Forstaar I, det er Jorden, der braender ...

-Ja, Fa'er, ja!

-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, h