Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fodt hende, jeg, som
har fodt hende--be'er--jeg be'er.

Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.

* * * * *

Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte--Husmanden ogsaa--i Huset, i
Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden.

Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset.

Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder. Husmanden
hjalp til, da de fik Liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret
bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de
lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og
bredte det over Venindens Ansigt.

De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.

Sofie lob--hun turde ikke rore ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under
Fruens Billede.

Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet
affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen
kendtes ikke igen.

Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig.

-Hvor er hun, spurgte hun.

Tinka kunde ikke svare.

Moderen saa Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:

-Er hun i Kammeret?

-Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Bolling loftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.

-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer lob ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun troste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:

-_Det har jo vaeret ham--det har jo vaeret ham ..._

Og hun havde tilgivet alt.

Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.

Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun:

-Nu skal hun hjem.

Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand
bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.

* * * * *

Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset horte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener.

Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver
Stoj.

-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst
for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i
ordenlig Ligtoj.

-De gaar jo og klae'er hende, hvisked