ine
tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke
horte.

Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bolling sig og gik
medlos rundt, i sin Krog.

-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.

-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlose Stemme.

Og de sad, i deres Krog, igen.

Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig.

Nu var det snart henimod Aften.

Tine gik ud.

I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjaelene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herrelose Koer brolede uroligt paa de fremmede
Marker.

Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun en Tanke: Hun vilde _se_ ham,
der var dod. Han var ikke kommen tilbage--saa var han dod.

Alting var stille.

Selv Fuglene taug. Og den opblodte Jord, hvor ingen traadte mer, var
storknet som et dodt Taeppe.

Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gaerde og fulgte Tine; hun
maerkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saa dem ikke. Hun
vilde kun til Ulkebol, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.

Men i Ulkebol var alt forladt, og Praestegaarden stod ode som et tomt
Vaertshus. Gaardhunden goede ikke, da hun kom og gik.

Foran Kirkegaardsporten brolede noget forvildet Kvaeg. I Taarnet
begyndte Klokkerne at ringe.

Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der
Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind
i Ansigtet og gik ham forbi.

Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe.

-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun horte det ikke.

Hun saa den naeste Raekke--en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes
nogne Fodder.

Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter
hende, saa laenge hun ojnedes.

Hun gik kun videre--ud af Byen:

-Saa maatte Staben vaere i Augustenborg--Staben vidste Besked.

Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem
Hegnene begyndte det at morknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes
lukkede Dore.

Saa halsede Ajax og saa Hektor. De lob frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og lob atter tilbage--ind over Marken mod den naermeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og goede.

Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knae som
en Haltende to Gange, mens hun gik.

I Gaardsrummet var der ingen; stille loftede hun Dorklinken. I Stuen
blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovne