ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!

-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os
alle.

Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte
Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred,
her, hvor et Menneske dode--og Livet var forbi.

-Han vaagner, sagde Fru Appel.

Halvt i Sovne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen.

Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer--de store Ojne var
brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen laa ned ved hans Seng:

-Ja, Max, ja--gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun.

-Ja, Max, Ja--gor det saa ondt?

Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter
Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin
Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Doende rallede hojere:

-Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt?

Han blundede igen og atter vaagnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der
dog som forunderlig stille.

-Loft ham, loft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Haender.

Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive.

-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

-Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen
havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage.

-Laeg ham--laeg ham.

De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han
sogte om Ord:

-Annie--Mo'er--Annie--horer I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han:

-Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage.

Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine
trykkede hans Ojne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der
var stive, og hans Ansigt, der var koldt--laenge. Time paa Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste
ingen Trost.

Madam Bolling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Kokkenstolen bag
Doren. _Der_ kunde hun hore, naar Tine gik.

-Der var hun--nej--hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor
Tine allerede var ved Doren.

-Skulde du ikke se din