v uden at sige et Ord i den forreste Stue,
til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang,
gravitetiske og tause. De graed ikke, men saa kun ud, som maalte de
Vaeggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte
sig i Rad. De havde ikke bevaeget en Mine.

Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.

Ude paa Pladsen horte man AEreskompagniet, der rykkede op, og de forste
Praesters Vogne, som holdt ved Skolen.

Tinka tog imod dem; men Madam Bolling var allerede ude i Kokkenet
--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e
Kaffe--alle Pastorerne.

Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange
for hver eneste.

Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ...
aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det.

Madam Bolling var saa angst for Praesterne.

-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med
sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer:

-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skraemt.

Praesterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede
dem lidt og de nod Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.

Gamle Pastor Gotsche sagde til Tinka i en Krog:

-Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle Praest saa paa de hvide Traek.

-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv
falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.

Han pudsede Naesen og vendte tilbage til de andre, med foldede Haender.

Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i
Skarevis ovre fra Ostsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen,
hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:

-Ja--Gud ved, hvorfor hun har sogt til de sorte Vande.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun
meget stor Lyst til at hugge i Sofie.

-Ja--hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa
Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog
sin Tilflugt til Bibelord.

Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem.
Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne.

Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.

Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsternere